8. januar 2014

Adventure Photo Camp - WORKSHOP


Lær at skyde action!
Sammen med fotograf Camilla Hylleberg arrangerer jeg i juni måned en tre dages workshop på Bornholm: Adventure Photo Camp.
Undervisningen vil omfatte en bred vifte af kreative teknikker: Blandt andet kreativ fotografering med flash, valg af optik, komposition, workflow, billedbehandling, feedback og indblik i livet på farten som adventure-fotograf.
Dagene bliver inspirerende, spændende, lange, og bestemt hyggelige og lærerige.

Det er vigtigt at eksperimentere. Her har vi leget med aske for at skabe et spektakulært billede. EXIF-data og flere billeder kan ses her: Adventure Session (facebook/Adventurephotocamp)

Motiverede atleter som modeller
Under hele forløbet vil vi have nogle af Danmarks bedste actionsport-atleter til rådighed, der stiller op foran vores kameraer. De elsker at dyrke deres sport, og har erfaring med fotosessions. Hver dag vil der være personlig feedback og evaluering af billeder.

Workshoppen er for alle
Workshoppen henvender sig til amatørfotografer med interesse for adventure/actionsports-fotografi, som har lyst til at lære mere. Men også til fotografer, som ikke tidligere har prøvet adventure fotografi, men som har lyst til at prøve kræfter med genren.

Workshoppens formål er at inspirere, undervise i og præsentere teknikker, således at alle deltagere kan få taget nogle fantastiske, anderledes og eksklusive adventure fotos i løbet af de tre dage, og tage hjem med masser af teknikker og motivation til videre eksperimenter med adventure fotografi.

Vi vil udvikle dansk action og adventure fotografi
Facebook-siden Adventure Photo Camp har både information om workshoppen, men fungerer samtidig som et samlingspunkt for alle fotografer med interesse i adventure og actionsport fotografi. På siden vil vi komme med tips & tricks, snakke teknikker, lave ´bag om scenen´-indlæg og på alle mulige måder fremme interessen og udviklingen af dansk adventure og actionsport fotografi. Aldrig før har interessen været større for denne genre, og aldrig før har der været så mange gode motiver at fotografere: BMX´ere, triatleter, skateboardere, bjergbestigere, skiløbere, crossfittere etc. Som fotografer er vi en vigtig del af miljøet, da vi er med til at formidle en passion og livsstil der skaber værdi. Kom og vær med til at fremme dansk adventure fotografi - Du vil både lære en masse og dele en interesse med ligesindede!

Facebookside: Adventure Photo Camp