Så er jeg hjemme igen efter en både dramatisk og fascinerende tur til Namibia. Jeg dækkede ultra etape-løbet Desert Ultra (228 km.) for engelske Beyond The Ultimate - og selvom jeg både har dækket deres jungleløb i Peru (to gange) og deres Mountain Ultra i USA - blev denne tur den mest dramatiske til dato.
Lejrliv
Som fotograf lever man stort set under samme vilkår som løberne. Det vil sige at man sover i telt, spiser frysetørret mad og ryster sand og skorpioner ud af skoene hver morgen! Løbets ´basecamp´ består af en række små telte til både crew og deltagere. Crew´et består af race-director, hjælpere, et læge-crew (Exile Medics), lokale guider og en fotograf (undertegnede). Basecampen pakkes ned hver dag og køres så gennem ørkenen til næste lejr ved etapemål.
Daglig rutine
Min hverdag fungerede nogenlunde på denne måde:
Op kl.6:00 mens det endnu er mørkt. Temperatur ca. 12 grader! Pakke sovepose ned. Morgenmad: Frysetørret müsli der med tilsat kogt vand bliver til en slags grød. Fotografere deltagere der i pandelampe-skær gør sig klar, eller får behandlet fødder hos lægerne. Briefing for løberne: Dagens rute gennemgås, checkpoint peges ud etc. Jeg gør noter i min lille bog om dagens etape, og overvejer hvilke muligheder jeg har. Beslutter hvor jeg vil hen (f.eks. kørsel i 4x4 med læger til CP 2). Jeg pakker min dagtursrygsæk - Lowepro Photo Sport 200 AW - med proviant (slik, müslibars, energi-gels og vand) og foto-udstyr og gør klar til afgang.
Kører gennem landskabet til CP 2. Læger + hjælper sætter presenning op til skygge og orienterer sig så de kan informere løberne. Jeg tjekker omgivelserne ud og vælger enten at blive og vente på de første løbere eller at gå ´backtrack´ mod løberne for at finde en bedre location. Med mine to Canon kameraer (7D + 1DsMIII) monteret med henholdsvis fiskeøje-optik og 70-200 traver jeg afsted mod løberne. Solen er stået op og begynder at varme luften op. Spotter små, bevægende objekter og skyder de første billeder med telezoom. De hurtige løbere kommer nærmere, og når de er helt tæt på skifter jeg til fiskeøje. Løberne, som jeg har brugt tid på at lære at kende i basecampen hilser overskudsagtigt, og fortsætter gennem ørkenen.
Når de hurtigste er forbi, vender jeg næsen mod næste CP og begynder at trave afsted. Jeg kan godt opgive at indhente de hurtigste - de løber målbevidst - og jeg stopper ofte op for at skyde landskab. Jeg vil aldrig kunne følge med dem, medmindre jeg pakkede minimalt og kun medbragte ét kamera (som jeg faktisk gjorde på en etape i junglen). Efterhånden indhenter løberne mig, eller jeg venter på dem. Jeg følges med dem, fornemmer deres humør, fotograferer, opmuntrer, tier stille, løber foran, placerer mig bagved - alt sammen for at fotografere og vise hensyn.
Ved ankomst til CP fotograferer jeg når de tanker vand, hviler sig, snakker med læge, spiser etc. Samtidig skal jeg huske selv at få fyldt mine dunke. Det er ikke fedt at komme afsted uden fyldte vanddunke! Jeg havde to dunke med 750 ml. og en blære med 1,5 liter.
Solen står efterhånden lodret på himlen og brænder nådesløst ned. Det er over 40 grader og der er ingen skygge! Dehydrering kommer langsomt snigende og pludselig er det svært at få salt-væskebalancen bragt i orden. Hvis lægerne skønner at dehydreringen er alvorlig tøver de ikke med at give drop! Der var flere deltagere der fik drop under Desert Ultra.
Resten af dagen fortsætter jeg med at trave mod mål. Nogle gange i selskab med deltagere, andre gange mutters alene - blot jeg og mine to Canon i den flotte, men barske ørken. Langt hen på eftermiddagen når jeg basecamp efter omkring 20-30 km. til fods. Jeg finder et telt, dropper mit udstyr, drikker lidt vand, finder PC frem, tilslutter den til generatoren hvis batterier er nede, og begynder at tømme CF kort. Snakker med deltagerne og crew, og hører historier fra dagen. Vælger omkring ti fotos ud til arrangørerne, som de måske kan uploade til race-bloggen - Det lykkedes desværre ikke altid på grund af manglende forbindelse.
Kogt vand i en pose frysetørret - lad det stå syv minutter og aftensmaden er klar! Mørket falder på omkring 20-tiden og snart efter kryber jeg i soveposen...
Drama
Allerede på første etape farer en deltager vild. Han ignorerer en markering, og tænker at han nok skal finde den næste markering. Han går i den gale retning, og fortsætter med at gå uden at finde markeringer. Da jeg ankommer til CP 3 sammen med nogle af de langsommere løbere tror vi at vi er de bagerste. Men CP´et meddeler at de endnu mangler at registrere to deltagere! (Den ene bliver fundet senere samme aften!). En flok 4x4 biler med en læge i hver kører rundt og spejder efter den forsvundne deltager. Den korte version: Fly kommer på vingerne uden at spotte ham. Vi er ude hele natten, tænder stort bål, sover et par timer omkring bålet, leder videre ved første morgenlys. Helikopter ankommer og finder ham i god behold! Lettere dehydreret, men ok. Han så flyet og troede at det ville vende tilbage. Drak sit eget tis. Overnattede i gammelt skur til geder, og blev endelig fundet! Kom på hospital for at blive undersøgt, og vendte senere tilbage til lejren og fulgte med som tilskuer.
Studio i ørkenen
Jeg forsøgte at skyde nogle portrætter af deltagerne før løbets start. Med tre trådløse Canon Speedlite flash som opblødning til solen fik jeg nogle fine portrætter:
Jeg fik optaget en lille smule video (alt for lidt...), som viser lidt fra mit ørken-studio, og ellers illustrer ventetiden i ørkenen...
Til slut lidt andre billeder fra turen:
Næste opgave for Beyond The Ultimate er Ice Ultra til februar 2014 - Et is-eventyr som finder sted i Lapland!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar