16. oktober 2013

At se livet i øjnene

En løbetur på 220 kilometer gennem Amazon-junglen er ikke for hvem som helst... Eller er det? Hvem vælger at stille op til sådan et løb, og hvad er det de vil opnå? Jeg stiller mig de samme spørgsmål igen og igen, når jeg møder dem midt ude i vildnisset, trætte, udmattede, smilende, grædende, krybende.

Mit spørgsmål får intet verbalt svar, men når jeg ser billederne fornemmer jeg et svar der er svært at udtrykke med ord, men som jeg genkender i mig selv. Det er et stævnemøde - ikke med djævelen - men med én selv. Et møde i nuet hvor smerte og glæde mixes i en tilstedeværelse der er konkret og virkelig. Som kunne man gribe livet og fysisk mærke dets energi. Blottet for drømme og strejfende tanker.

Denne fysiske og mentale udfordring er det moderne, rastløse menneskes meditation. Deres, eller rettere vores søgen efter at se livet i øjnene.



Om en måneds tid skal jeg til Namibia og dække endnu et ultraløb: Desert Ultra. Jeg vil helt sikkert stille spørgsmålet igen - Og billederne vil måske give svaret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar