28. august 2013

Winforce 100 og IRONMAN

Sikke en heftig weekend!
Det lykkedes mig faktisk at slide et kamera op (mere om det i et fremtidigt indlæg... Skal lige have vurderet hvad status er på udstyret!).
Først en god lang lørdag i selskab med en flok 100 km.-løbere der deltog i løbet Winforce 100. Smukke omgivelser og dejlige mennesker gjorde denne opgave til ren fryd. Jeg hang ud på ruten, fandt gode locations, mødte søde mennesker og blev venner med en flok får(!)


Sent hjemme processede jeg billeder og gjorde klar til næste dags store opgave: KMD Ironman i København - Med deltagelse af selveste Kronprins Frederik!
Op kl. 5:00 afsted mod Amager Strandpark. Allerede i metroen ser jeg de første deltagere - spændte og nervøse. Ude ved stævnepladsen møder jeg de andre fotografer, travle arrangører og masser af deltagere og pårørende der venter på startskuddet. Jeg finder min motorcykel-chauffør (Kjøller) for dagen - Så er der styr på det. Pressechefen fortæller af kronprinsesse + børn ankommer om en halv time. Ok... Stemningen allerede nu tyder på at det bliver en vild dag!
Vælger at søge ned mod vandet og starten, for at fotografere den ´første bølge´ - Pro´erne (inklusive prins). Starten går, kroppe i våddragter vælter frem mod vandet - Kameraet kører med 8 frames i sekundet! Her gælder det om at vælge en position/komposition og så håbe at der er et billede der har noget dynamik!




De første deltagere kommer op ad vandet. Imponerende så hurtigt de krænger våddragten af - Hvert sekund tæller. Og så afsted på cykel. Kronprinsen kommer op, og afslører et Dannebrog under dragten, kunne have været et superfedt billede - sådan lidt ´Clark Kent bliver til Supermand-agtigt´, men det fungerer ikke helt...


Jeg løber op mod cykelparkeringen sammen med et par andre fotografer, og skyder billeder af hans løb med cykel. Satser på panoreringsteknik med mellem-langsom lukkertid, men er lidt for forsigtig og billedet får ikke den rigtige dynamik.


Finder Kjøller, spænder hjelmen og kører afsted omvendt på MC. Flyver gennem byen. Hurtigt. Deltagere laver håndtegn - Sikke et overskud! Lukkertid 1/80 eller 1/60 er god til at skabe fartstriber.


Geels bakke er fyldt med publikum - Skøn stemning! Her er energi til deltagerne - Både mentalt og konkret i form af væske.


Ind til T2 - Skiftezonen hvor deltagerne skifter fra cykel til løb. Igen gælder det for deltagerne om at lave et hurtigt og effektivt skift.


Løberuten: Dagens første regn falder. Søger ind under broen, hvor der er lækkert lys og atter mulighed for at lege med lukkertiden og sløre baggrunden.


Tjekker uret - Må hellere finde vej gennem mylderet af tilskuere og finde målstregen. Snart er de første i mål! Klassisk setup med TV-kameraer i pressebåsen. Får eksklusivt lov til at være inde i målområdet, dog knælende så jeg ikke skygger for kameraerne. På grund af banneret henover målstregen, må jeg nærmest helt ned at ligge på maven for at få de første skud da vinderen kommer til syne. Zoomer dog hurtigt ud og vender kameraet til højkant, da han løfter banneret op over hovedet. Bare bufferen ikke bliver fuld...
Konfetti bliver skudt af. Reminder til når første kvinde kommer i mål. Da hun kommer framer jeg først normalt, og forsøger så en diagonal komposition for at få ´kanonerne´ med. BANG! Jeg tror jeg fanger skuddet! Det kan blive ok... Vinderen er lidt tummelumsk, da det er hendes første Ironman-sejr. Stort tillykke :-)





Masser af målstregs-stemning. Ekstase, gråd, kramper, jubel, krammere og brøl! Masser af gode situationer - Men det går stærkt - Intuitionen er konstant på arbejde!




Løber af og til ind i presse-skurvognen og offloader billeder til PC´en. Vælger ved 21-tiden at takke af, for at kunne nå at processe billeder samme aften...

(Til KMD Ironman Copenhagen er jeg hyret af navnesponsor KMD til at dække begivenheden, og skal således levere materiale til både pressebrug og til generel promovering af eventen. Hvilket betyder gode stemningsbilleder, fotos af diverse kendisser og fotos af deltagere der stiller op for KMD.)

16. august 2013

Time for Tri


Så er tri-festen blæst igang her i København! Først de populære og folkelige 4:18:4 stævner i og omkring Amager Strandpark, og på søndag den store finale: KMD Ironman Copenhagen.
Her er lidt billeder fra torsdagens KMD 4:18:4 stævne med både kendisser (kan du spotte dem?) og hverdagens helte - Stemningen er altid suveræn :-)



Mit udstyr bestod af et simpelt setup:
- To kamerahuse - Canon Eos 1DsMark III med 70-200 2.8 samt Canon Eos 7D med EFS 15-85.
Telezoomen blev brugt til ´portrætter´ i fuld figur med semi-sløret baggrund (og autofokus på servo), og 7D´eren blev brugt til panorerings-billeder med langsom lukkertid og til klassisk vidvinkel reportage.


Da solen gik ned forsøgte jeg at fange noget modlysstemning med telezoomen:


Og satte en Canon Speedlite 580EX II i hotshoe´en på 7D´eren, for at få lidt af den flotte aftenhimmel med - En temmelig rå og direkte teknik, men ok i en skarp reportage-situation...


Reportager som KMD 4:18:4 sætter virkelig din teknik og timing på prøve, fordi det går så hulens hurtigt! Når starten først er gået er der snart efter cykelryttere og løbere i hver sin retning. Jeg havde fundet en lokation, hvor jeg kunne skyde når deltagerne kom ind fra cykelruten, og efterfølgende vende mig 180 grader og skyde de samme deltagere løbe ud på løberuten.



I målområdet skiftede jeg konstant mellem 1DsMark III og 7D´eren, for at fange de forskellige situationer. Det er bestemt udfordrende, men også super hyggeligt at opleve alle de glade og stolte deltagere komme i mål!




Fredag går det løs igen, og så den helt store: KMD Ironman Copenhagen - Som er et kapitel for sig: Tidligt op, klargøring af udstyr, svømmestart, første op ad vandet, skiftezone, afsted efter deltagere bagpå motorcykel, ud på ruten, ind til T2 hvor de kaster cyklen fra sig og løber ud, følge dem på løberuten, nå ind til mål, skyde vinderen, ud på ruten, fange stemningen, sidste deltager i mål klokken 22:00 - Laaaaang dag :-)

11. august 2013

Mountain Ultra i Colorado

Alex Flynn på vej ned ad Trail Riders (401) - Ét af verdens smukkeste singletrails. Crested Butte, Colorado, USA. Canon 1Ds Mark III - 15mm - f/2.8 - 1/1600 - iso 100.

Sidst jeg var på opgave for det engelske firma Beyond The Ultimate gjaldt det et ultra-løb i den Peruvianske jungle. Denne gang lød opgaven på at dække deres bjergløb: Mountain Ultra i Colorado. Jeg er hyret af arrangørerne til at fotografere stemning og action, som skal bruges til promovering af eventen (brochurer, flyers, etc.), til pressemeddelelser, til magasinomtaler og naturligvis til glæde for deltagerne. Løbet består af 5 etaper, hvor de 3 er ca. 45 kilometer, og de to andre er henholdsvis ca. 15 km. og hele 80 km! Start går i Crested Butte og mål er i Snowmass (tæt ved Aspen). Vilkårene for mig som fotograf var nogenlunde de samme som i junglen: Sove under åben himmel (næsten), improviseret transport rundt på ruten og frysetørret mad som proviant. Det er i høj grad min egen indsats der bestemmer hvilke billeder jeg får i kassen. Undervejs kan jeg frit benytte løbets logistiske muligheder til at komme rundt - der er blandt andet læger og hjælpere der skal ud på rutens checkpoints, og de bliver kørt rundt i firehjulstrækkere. Det er dog ikke altid en optimal mulighed for mig, da de ofte skal køre store omveje rundt om bjergene, og på den måde misser store dele af løbet. Jeg havde derfor arrangeret at låne en mountainbike, som kunne bringe mig ud på ruten, så løberne kunne følges. Det skulle dog vise sig at blive ligeså megen skubben som cyklen!

Tidlig morgen i Crested Butte, Colorado, USA. Canon Eos 7D - EFS 15-85mm (på 15mm) - f/5.6 - 1/320 - iso 1000.

Udstyr
Mit udstyr til at dække løbet bestod af følgende:
Canon Eos 1Ds Mark III
Canon Eos 7D
Canon 70-200 2.8
Canon EFS 15-85 (kun til 7D)
Sigma 15mm fiskeøje
Canon 580 II Speedlite
Ekstra batterier til Canon 7D
Lille stativ
- Pakket i Lowepro Photo Sport Pro 30 L AW

Min strategi var at pakke så let som muligt, uden at gå for meget på kompromis med mine kreative muligheder. Det var vigtigt at finde den helt rette kombination af udstyr, så jeg følte at jeg kunne fange de gode billeder uden at skulle slæbe mig til døde. Jeg prioriterede at være så meget som muligt tilstede ude på ruten, selvom det var hårdt og krævede mange kilometers gåen og cyklen. Setuppet med allroundkamera (Canon Eos 7D) og yderligere kamera med telezoom og fiskeøje (Canon Eos 1Ds Mark III) var ret perfekt.

Gear-tjek på hotellet før starten. Alle deltagere skal have en række obligatoriske ting med, blandt andet sovepose, 1. hjælpsudstyr og proviant til 5 dage. Crested Butte, Colorado, USA. Canon Eos 7D - 15-85mm (15mm) - f/5.0 - 1/40 - iso 3200.

Løbets ældste deltager Beth ´The Hurricane´ på 63 år på vej over Star Pass. Colorado, USA. Canon Eos 7D - EFS 15-85mm (på 85mm) - f/5.6 - 1/500 - iso 1600.

Mit Canon 7D brugte jeg som allround kamera hvor EFS 15-85mm optikken fungerede perfekt. Der er tilstrækkelig med vidvinkel og god telezoom i optikken - Et super setup da jeg som sagt kørte på mountainbike for at komme rundt. 7D´eren havde jeg så om halsen (holdt tæt til brystet af Lowepro-rygsækkens bryst- og hoftebælte), mens 1Ds´eren lå i rygsækken sammen med 70-200mm, 15mm fiskeøje og 580 Speedliten. Når motiverne krævede det kom 70-200 op ad tasken, og så skød jeg med begge kameraer efterhånden som motivet nærmede sig. Fiskeøje-optikken blev især brugt når scenarierne råbte efter en effektfuld vidvinkel (se det øverste billede), samt når jeg gik rigtig tæt på deltagerne. Ofte brugt med Canon Speedlite 580 II for at bløde skygger op (monteret direkte i hotshoe) - som her:

Roberto fra Argentina på vej ned mod Devils Punchballs. Colorado, USA. Canon 1Ds Mark III - 15mm - f/2.8 - 1/4000 - iso 320 - Canon Speedlite 580 II.

Nu er der nok nogle læsere der vil tænke hvorfor bruger han blænde f/2.8, når solen skinner og der er masser af lys - og så ovenikøbet på en vidvinkel? Svaret er simpelt: Blænden på mit billige Sigma 15mm fiskeøje satte sig fast allerede på første dag, så hele søgeren blev mørk! Jeg fik heldigvis løsnet den, og indstillede den så til helt åben (f/2.8), så den i princippet ikke skulle bevæge sig (lukke ned, når eksponeringen fandt sted) - Resten af turen måtte jeg så skyde med helt åben blænde når jeg brugte Sigmaen - Nu må jeg vist hellere få skaffet mig en Canon 15mm fiskeøje!

Glade deltagere i Mountain Ultra! Beth fra Colorado og Hugh fra Sydafrika nyder hinandens selskab på løbets første etape. Keppler Pass, Colorado, USA. Canon Eos 7D - 70-200mm (på 98mm) - f/2.8 - iso 100.

Simon og Jonas fra Danmark stak af fra amerikanske Ryan på samtlige etaper. Her kæmper de sig op mod passet Paridise Divide. Colorado, USA. Canon Eos 7D - 70-200mm (på 200mm) - f/4.0 - 1/800 - iso 320.

Undertegnede ved Devils Punchballs på vej mod Marble, Colorado USA. En temmelig vild tur på mountainbiken! Selvportræt skudt med Canon Eos 7D (på stativ og selvudløser) - EFS 15-85mm (på 15mm) - f/5.6 - 1/640 - iso 320.
På de fleste etaper brugte jeg mountainbiken til at komme frem på ruten. Flere steder var der dog så stejlt eller kuperet at jeg måtte skubbe cyklen. Alle øvrige crew-medlemmer blev kørt til checkpoints i firehjulstrækkere - og måtte ofte køre lange omveje på flere timer for at når frem. For mig var det vigtigt at følge løberne så tæt som muligt - derfor havde jeg besluttet at bruge mountainbike som transportmiddel. Det fungerede ret godt, men var også hårdt! I rygsækken havde jeg udover foto-udtyr også vand og snacks til dagen.
En typisk dag forløb således: Op før solen omkring klokken 5:00 sammen med alle deltagerne. Pakke sovegrej sammen. Spise morgenmad, ryste varme i kroppen. Pakke foto-rygsæk med udstyr og snacks til dagen, samt fylde vanddunk. Fotografere etape-starten eller køre afsted i firehjulstrækker (cykel medbragt) mod checkpoint for at fotografere de hurtigste deltagere. Vente på deltagere på ruten eller ved checkpoint. Når de første deltagere har været forbi hopper jeg på cyklen og køre afsted på ruten, og stopper ved gode locations og venter på deltagere. Kører videre, skubber cykel henover stejle stigninger, henover floder, holder pauser, spiser snacks, drikker vand, holder øje med deltagere bagfra der indhenter mig, tænker om de første allerede er i mål, kommer til checkpoint, snakker med crew om hvordan deltagerne havde det, følges med bagfra kommende deltagere, når i løbet af eftermiddagen/aften etapemål - som regel sammen med nogle af de sidste deltagere. Sovegrej pakkes ud, billeder offloades fra kameraer, processes i Lightroom, ca. 15 billeder udvælges og overføres til USB-stick: Til løbets blog og facebook (skrives af race-director Wes Crutcher). Briefing møde med crew om morgendagens etape. Aftensmad. Opladning af batterier (hvis muligt). Kryber i soveposen ca. kl. 22:00...
Min soveplads for natten (med PC) ved siden af deltagere Alex Flynn der masserer sine ømme ben...

Engelske Mimi Anderson knokler sig op igennem Devils Punchballs, Colorado, USA. - En stejl, stenet stigning på grove, løse sten. Mimi er en kendt løber i England med flere rekorder i ultraløb. Canon Eos 7D - EFS 15-85mm (på 15mm) - f/5.6 - 1/400 - iso 2500.

Ruten gik forbi superflotte scenarier, som flere steder lignede malerier! Denne lille sø hedder Lizard Lake, og ligger højt oppe på vej mod bjergbyen Marble, Colorado, USA. Canon Eos 1 Ds Mark III - 15mm - f/2.8 - 1/800 - iso 100.

´Kunst´ i bjergene. Green Lake Trail, Crested Butte, Colorado, USA. Canon Eos 1Ds Mark III - 15mm - f/8 - 1/320 - iso 100 - Canon Speedlite 580 II. (Kort efter satte blænden sig fast på Sigmaen...!)

Beth ´The Hurricane´ kæmper sig vej mod Taylor Pass - ca. 3.500 meter o.h. På grund af høj risiko for nedkøling blev deltagerne evakueret ned fra bjerget! Regnen blev senere til sne, og alle deltagerer der endnu ikke var nået op i højden blev stoppet længere nede... Canon Eos 7D - EFS 15-85mm (på 15mm) - f/5.6 - 1/1250 - iso 1600.

Uvejr i bjergene! Temmelig uventet med sne i august - Alle deltagere blev evakueret ned fra bjergene, og etapen blev kortet af. Canon 1Ds Mark III - 70-200mm (på 85mm) - f/3.5 - 1/3200 - iso 500.

Løbet blev vundet af den danske superløber Simon Grimstrup, og hans kæreste Camilla Gry Elmann, og således blev triumfen gentaget fra Jungle Ultra i Peru, hvor de også tog guld! Det gav anledning til en del snak om hvorfor danskerne klarer sig så godt. Amerikanerne mente at det var deres adventurerace baggrund der gjorde at de var vant til at løbe med rygsæk. Det skal jeg ikke gøre mig klog på her, men det var forrygende at være vidne til deres imponerende indsats i Colorados bjerge!

De to danske vindere i Mountain Ultra 2013: Simon Grimstrup og Camilla Gry Elmann. Canon Eos 1Ds Mark III - 70-200mm (på 110mm) - f/4.0 - 1/4000 - iso 400.

Deltagere og crew og undertegnede! På grund af løbets karakter (etapeløb på 5 dage) lærer alle hinanden at kende, og der dannes venskaber på tværs af nationalitet, alder og niveau. Det bliver som én stor familie!

Til november skal jeg afsted til Namibia, når næste løb i serien skal afvikles. Det bliver Desert Ultra, som uden at overdrive bliver under lidt anderledes vilkår... Mere om hvordan jeg vil forberede mig til dette løb når vi nærmer os efteråret.