30. januar 2013

Across America og Sydpolen!

Ok, måske snyder overskriften lidt... Det sydlige Polen skulle der vist have stået.
Allerede inden januar er overstået er de første videoer produceret. Først Merrell Kong vinter og efterfølgende en lille sag fra adventure race i Polen:



Optaget med Canon 7D + JOBO Jib 4

Nu må I ikke tro at jeg har opgivet stillfoto - Niks! Senest havde jeg fornøjelsen af en kort foto-session med Jan Larsen der skal køre Race Across America til juni. Et vanvittigt cykelløb, hvor deltagerne kører dag og nat, falder i søvn på cyklen, og kollapser af udmattelse. Billedet er skudt hos danske GripGrab, hvor Jan Larsen er Local Hero. GripGrab leverer cykelhandsker, sokker og andet cykeltilbehør til Jan´s vilde tur på tværs af USA!


Jan Larsen dyrker Ultra Cykling, og skal til sommer deltage i det berygtede Race Across America. Til billedet er brugt to nøgne flash skråt bagfra (hver side), og en softboks lige forfra og oppefra. Alle flash trigget med Pixel Kings.

2. januar 2013

Det nye år - 2013

Godt nytår!
2012 var mit mest travle år som fotograf nogensinde, og det tyder på at 2013 bliver ligeså spændende - måske endda mere spændende!

Inspiration
Selvom actionsport-foto er en lille niche, er det lykkedes ganske fint for mig at få udbygget netværket og styrket allerede eksisterende kontakter. Og samtidig synes jeg opgaverne bliver mere og mere spændende! Jeg eksperimenterede en del med brug af flere flash på location, hvilket for det meste havde den efterstræbte visuelle effekt - blandt andet at gi´ billederne et slags ´martin paldan-præg´, samt at skabe et eksklusivt udtryk a la det man ser i især amerikanske magasiner. Der er ingen tvivl om at det er fotograferne i det store udland (og især USA) der inspirere mig mest.

Et vellykket skud fra 2012 af downhill-rider (og GripGrab Local Hero) Danny Sørensen. Der er brugt to trådløse flash.

Video
I hvilken retning vil jeg så udvikle mig i 2013? Allerede nu ser det ud som om at video faktisk kommer til at fylde en del... Flere af mine faste kunder ønsker at supplere deres stillbilleder med video, og det er en tydelig tendens at udover gode fotos er video nødvendig for at fortælle den ønskede historie.
At det samtidig er blevet lettere og dermed billigere at producere en seværdig video, gør at flere tager video-muligheden med i deres overvejelser, når de planlægger en dækning af deres event, eller en kampagne.

Adventure fotografen
Mit virke som fotograf for Beyond The Ultimate (engelsk arrangør af ultra-løb) fortsætter i 2013, og betyder at jeg skal fotografere (og videofilme!) i Peru til Jungle Ultra, i USA til Mountain Ultra og i Namibia til Desert Ultra! Så allerede nu er kalenderen fyldt op med gode eventyr! Det bliver en udfordring at både skulle videofilme og fotografere - Jeg har altid haft den holdning at ingen af delene så kan blive optimale. Men nøglen til at få det til at fungere hedder planlægning. Når jeg ser tilbage på Jungle Ultra i 2012, er det tydeligt for mig at se hvornår (og hvor meget video) det er nødvendigt at optage for at rapportere fra en begivenhed. Og istedet for at se det som to forskellige medier, vælger jeg at se på det som en ´multimedie-produktion´, da stills sagtens (og med god effekt) kan indgå i en video...

GripGrab
Her i Danmark vil der også ske spændende ting i 2013. Udover dækning af diverse events som adventure races og triathlons, vil en stor del af min tid blive brugt for det danske firma GripGrab, som producerer super lækre produkter til mountainbikere, landevejscykelryttere, trailløbere og andre sportsfolk. Jeg er blevet deltidsansat hos GripGrab, og skal stå for en del af deres markedsføring, hvilket blandt andet betyder produktion af fotos (og video!).
Ét af GripGrabs nyeste tiltag er konceptet Local Heroes som fokuserer på atleter med masser af passion og glæde ved deres sport - og ikke nødvendigvis atleter på top-niveau hvor kun en podieplads tæller. Websitet er ved at blive udviklet, og snart vil en dansk version blive lanceret - Men få en smagsprøve her: GripGrab.com

Jeg vil naturligvis stadig omtale udstyr og teknikker, og skylder stadigvæk at fortælle om mit skift fra Pocket Wizards til Pixel Kings! Det skal nok komme... Og når vi snakker udstyr vil jeg benytte lejligheden til at takke Lowepro for nogle superfede produkter! Jeg vil slet ikke undvære mit Street & Field udstyr, som igen og igen gør det muligt for mig at være adventure fotograf! Udover Lowepro har jeg også indgået samarbejde med Sevenoak som producerer nogle spændende produkter (der er til at betale!) til video-produktion, og også et Jobo Sports Camera Jib 4 har jeg fået sponsoreret. Det lille actionkamera optager i HD og har masser af muligheder, og er et langt billigere alternativ til GoPro... Meget mere om både Sevenoak og Jobo Sports Camera Jib 4 i kommende indlæg.

Bagpå motorcykel ved ironman KMD Challenge Copenhagen 2012.

Jeg glæder mig til at indvie Jer i mine eventyr, og håber de kan inspirere til at I begiver Jer ud på egne foto-eventyr. Måske ses vi derude :-)