8. november 2012

Eventyrlige ansigter

Tidligere professionelle badmintonspiller Camilla Martin.
- Ét af mine favoritportrætter. Skudt udendørs med flash (gennem paraply), baggrunden er undereksponeret helt ned i sort, og den lette regn bidrager til en rå, men smuk stemning. Perfekt eksempel på at man som fotograf ofte skal se forhindringer som muligheder.

Jeg har efterhånden skudt rigtig mange portrætter, så nu er det vist på tide at vise en anden side af mit arbejde som action-sport-fotograf. Og dog - for fælles for de portrætterede er at de (næsten) alle er atleter på én eller anden måde: Triatlet, løber, mountainbiker, adventure racer etc.


Adventure racer Per Jessen.
Per hældte indholdet af sin dunk udover solskærmen, og så lagde jeg lidt regnstriber ind ved hjælp af photoshop - Er det snyd?

Portrætterne er blevet til under forskellige omstændigheder. Nogle gange er portrættet det primære for foto-shootet, andre gange er det sekundært (hvor action-fotos så er det vigtige). En helt tredie situation er når jeg fotograferer en event. Så er det som reportage-fotograf, og må fange øjeblikkene med hurtighed.

Ultra Trail du Mont Blanc (UTMB) - Ukendt løber.
100 kilometer klaret - nu mangler blot de sidste 60 kilometer! Mandens træthed er tydelig, men alligevel ser jeg en styrke i hans øjne. Han forsøgte svagt at finde et smil frem, da han så mig med kameraet. For pokker han er sej - Respekt!

Når jeg fotografere portrætter til magasiner, foregår det stort set altid udendørs. Jeg bruger trådløse flash - gerne op til tre (Canon Speedlites) - trigget af enten Pocket Wizards eller Pixel Kings (ja, jeg poster snart et indlæg om forskellen på de to).
Jeg har forsøgt mig med forskellige lyssætninger - bland andet ´clamshell´ hvor lyset er placeret lige over og - under modellen, men finder den lyssætning lidt svær at arbejde med uden assistent,så som regel bruger jeg to flash som bagfra kommende lys (rimlight), og så et hovedlys (evt. med softboks).

Typisk opsætning: To flash bagved modellen pegende skråt ind på modellen. Et hovedlys - her med softboks.

Et udvalg af portrætter...
Selvom jeg elsker det klassiske action-sport-fotografi er jeg også vild med at lave portrætter. Det er en meget intuitiv proces, og giver nogle billeder med en helt anden stemning end action-billederne. Portræt-fotografi vil altid være spændende - Mennesker er jo fascinerende, og fotografiet er som skabt til at vise menneskehedens ansigt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar