2. oktober 2011

Det aktive og passive blik - foto kontra video

Redigeringen af vores (Thomas Jean Nielsen og jeg) lille videoprojekt skrider frem. Videoredigering er et spændende område, og en hel verden for sig. Det er svært ikke at blive opslugt at mulighederne i levende billeder. Egentlig ser jeg ikke foto og video som konkurrerende medier. Fotografiet (stillbilledet) har nogle helt klare fordele når det gælder formidling af stemning og øjeblikkets skønhed, mens video kan fortælle historier og formidle konkret handling langt mere effektivt end stillbilleder. Således supplerer de to medier jo perfekt hinanden.
At vi fotografer pludselig har fået kastet et videokamera i hænderne, i kraft af DSLR-kameraer med videofunktion, gør (måske) at vi mærker forventninger om at vi med samme ´talent´ kan lave levende billeder. En del af denne forventning kommer helt klart fra os selv. Hvem kan ignorere nye funktioner på et kamera - det skal da prøves, udforskes og udnyttes!

Jeg vil altid være en ´stillbillede-mand´, men glæder mig over muligheden for at arbejde med levende billeder - især i forbindelse med formidling af min passion for de "stille billeder". På den måde kan video være med til at styrke fotografiets særlige identitet og magi.


Thomas Jean Nielsen optager video med Canon 7D, mens Danny Sørensen gør klar til at drøne ned ad rampen.


Stillbillede-magi.
Video er meget mere virkeligt - der hænger bmx-rideren ikke frosset i luften, men haster videre mod næste klip i sekvensen. Video ligner virkeligheden. Fotoet fryser tiden og lader os dvæle ved et øjeblik hvor alting er gået i stå - vi holder vejret og forundres. Og går på opdagelse i en verden af stilhed og stilstand. Vores blik bliver aktiveret og skal udforske det statiske billede, mens video serverer billederne og dermed gør blikker mere passivt. Video næres af forventningen (hvad sker foran øjnene som ser?), mens fotoet stiller sig til skue og lever i venten på blikket (hvad sker bag øjnene som ser).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar